Gletsjerens sang
Optagelser i Arktis med DILLING.
I marts 2025 rejste et filmhold til den lille norske øgruppe, Svalbard, i det højarktiske område for at forberede optagelserne til deres dokumentarfilm Le Chant du Glacier – Gletsjerens sang.
Instruktør, Chloé, filmfotograf, Erwan, og glaciolog, Ugo, var iklædt DILLING under hele ekspeditionen. I nedenstående beretning deler filmholdet gavmildt ud af projektets og filmens formål, deres oplevelser fra turen samt deres erfaringer med uldtøj i ekstreme minusgrader.
Gletsjerens sang
”I marts rejste vi til Svalbard for at begynde arbejdet på Le Chant du Glacier – Gletsjerens sang. Formålet med turen var at følge Glacier Lamentation – et projekt, der lytter til gletsjere og omsætter deres stemmer til musik. Vi var ikke taget afsted for at filme et landskab på traditionel vis. Vi var taget afsted for at lytte til noget, man sjældent hører: selve gletsjeren.”
Når man lytter til is i stedet for at læse grafer
”Glacier Lamentation samler musikere, kunstnere og forskere. Udgangspunktet er ikke statistik og målinger, men lyd.
Mikrofoner bliver placeret direkte på isen, inde i gletsjerhuler og i landskabet omkring. Vibrationer forplanter sig gennem is, luft og klippe, og bliver optaget, bearbejdet og brugt til at skabe unikke musikalske kompositioner baseret på improvisation. En af de bærende idéer i projektet er at samarbejde tæt med forskere – og at gøre målinger og data til noget, man kan mærke gennem lyd og følelser, ikke kun forstå med forstanden.
Klimaforandringer formidles ofte gennem grafer, modeller og prognoser. De er vigtige – men mange oplever, at de slår fra, når de ser dem. For vi er ikke udelukkende rationelle. Vi reagerer også på følelser, på sansninger, på det, der ikke nødvendigvis kan forklares med ord. Med musikken håber vi, at folk oplever blandede – og måske endda modsatrettede – følelser: skønhed og brutalitet, forunderlighed og ømhed, sorg og stille glæde – og at netop denne blanding vækker opmærksomhed. Måske kan den endda føre til handling.
Alt dette fandt sted et sted, hvor klimaforandringer ikke er abstrakte: Svalbard.”
Svalbard: storslået, udsat og skrøbelig
”Svalbard er en lille, norsk øgruppe i det højarktiske område mellem det europæiske fastland og Nordpolen. Der er ingen skove – kun nøgne fjelde, gletsjere og havis. Byerne er små og omgivet af stilhed. Om vinteren står solen lavt eller kommer slet ikke frem i ugevis, og dagene falder ofte hen i et blåligt tusmørke.”
”For de forskere, vi mødte, er Svalbard også en slags frontlinje for den globale opvarmning: Cirka 60 % af området er dækket af gletsjere, og opvarmningen sker her syv gange hurtigere end det globale gennemsnit. Klimakrisen er skrevet direkte i isen.”
”Det er storslået og roligt, men der er hele tiden en underliggende spænding. Vejret kan skifte hurtigt, og sigtbarheden kan forsvinde på få minutter. Uden for bebyggelserne befinder man sig tydeligt i isbjørneland. Tanker om forandring og skrøbelighed føles måske abstrakte på en skærm, men de bliver alt andet end det, så snart man står på isen og begynder at arbejde.”
Når kulden bliver en del af jobbet
”Ved minus 20 til minus 30 grader er kulden ikke bare et tal på en vejr-app. Den er hele tiden til stede. Den prøver kroppen af, gør alle bevægelser langsommere og forstærker trætheden. Selv simple handlinger – at åbne en taske, skifte et objektiv, spænde en rem eller trykke på en lille knap – kræver mere tid og fokus.
Som et lille filmhold skulle vi selv bære kameraer, objektiver, lydudstyr og sikkerhedsudstyr. På det tekniske plan var vi kun to. Vores bagage skulle være så let og kompakt som muligt, men udenfor skulle vi klare os i timevis i kulden. I de her forhold bliver alt forstærket, og fejlmargenen er lille – både for billeder, for lyd og for kroppen.”
Uld er det eneste, der virker deroppe
”Før vi rejste, kredsede mange af samtalerne om ét enkelt spørgsmål: Hvad tager vi egentlig på?
Ugo, der har arbejdet i Arktis i årevis, svarede kort: “Uld. Uld, uld og mere uld. Det er det eneste, der virker deroppe.”
Vi fulgte hans råd – og rejste med uldtøj fra DILLING.
Tøjet bliver en del af arbejdet deroppe. Ude på isen er det en aktiv og afgørende del af arbejdet. Ét citat fra Ugo gjorde det meget tydeligt. En dag med kraftig sne og blæst sagde han:
“Læg aldrig dine handsker fra dig. Hvis du tager dem af, så brug tid på at lægge dem ordentligt væk. Lad være med bare at smide dem et sted. I den her vind – hvis du mister din handske, mister du din hånd.”
Det var en meget klar påmindelse: Derude handler dit tøj ikke kun om komfort. Det handler om, hvorvidt du kan fortsætte arbejdet på en tryg måde.”
Lag, der bevæger sig med dig
”På de koldeste dage havde vi altid flere lag på kroppen. Tættest på huden: uldundertøj – langærmede trøjer og leggings i merinould – med en uldfleece som mellemlag. Udenpå: skitøj, og til sidst snescooterdragt, som vi brugte det meste af tiden udendørs.
Til hovedet brugte vi elefanthuer i uld – nogle gange sammen med en tykkere snescooter-elefanthue og en hue. Halsedisser beskyttede ansigt og hals, når vinden tog til.
Til fødderne gjorde vi en overraskende vigtig opdagelse: Ét par gode, tykke uldsokker fungerede bedre end to par i lag. Med ét par sokker holdt vi bedre på varmen – og undgik at presse fødderne sammen, hvilket ellers ville hæmme blodcirkulationen. Kolde fødder kan ødelægge en hel arbejdsdag – og i disse forhold kan det hurtigt blive et sikkerhedsspørgsmål.”
”Det er her, uld er noget særligt”
”Dagenes rytme var helt speciel. I det ene øjeblik stod vi stille i mørket i en isgrotte og lyttede til gletsjeren. I det næste kørte vi på snescooter gennem en frossen dal eller gik over en åben slette i vinden. Vi tog hele tiden lag af og på – afhængigt af, om vi stod stille eller bevægede os, var i ly eller i blæst.
Uanset hvor forsigtig man er, ender man med at svede på et tidspunkt. Nogle gange bliver man bare fugtig – selvom man prøver at undgå det. Det er her, uld er noget særligt: I modsætning til syntetiske materialer holder det stadig på varmen, selv når det er vådt – i stedet for at blive koldt og risikere at bringe dig i fare.”
Når ét sæt tøj er nok
”Vi kunne arbejde i op til 12 timer om dagen, og adgang til vaskemaskine var langt fra en selvfølge. Vores tasker var i forvejen fyldt med kameragrej, så vi havde ikke plads til flere sæt skiftetøj. Takket være merinouldens naturlige egenskaber kunne vi bruge det samme uldundertøj flere dage i træk – uden at det begyndte at lugte. Og når hvert kilo tæller, gør det en forskel.
Når det handler om komfort, gjorde DILLINGs tøj præcis det, man håber teknisk tøj gør: det forsvandt. Hver af os bar i forvejen omkring ti kilo tøj og sikkerhedsudstyr – oveni filmudstyret – så det sidste, vi havde brug for, var lag, der hæmmede vores bevægelser. Uldundertøjet og fleecen begrænsede os på ingen måder. Det meste af tiden glemte vi helt, at vi havde det på. Og når man ikke skal tænke på sit tøj, kan man fokusere på sit arbejde.”
De samme lag – men nye rammer
”Hjemme i Frankrig føles klimaet – til sammenligning – mildt. Men uldtøjet er ikke blevet pakket væk efter ekspeditionen. Vi bruger det stadig. Fleecen er blevet en favorit i vores hverdag. Og merinoulden tager vi med på natoptagelser om vinteren og lange arbejdsdage udendørs. Hvor vi i Arktis havde brug for mange lag, klarer vi os her ofte med ét lag uld under en skaljakke. Det holder os varme i timevis – og giver større bevægelsesfrihed i arbejdet.”
En film om forbindelser
"Le Chant du Glacier er en film om forbindelser – mellem kunst og videnskab, mellem mennesker og landskaber, mellem data og følelse. For os er det også en film om lag: datasæt og musikalsk improvisation, barske omgivelser og intime lyde, det fysiske arbejde og det aftryk, det efterlader hos publikum. At arbejde i Svalbard viste os, hvor afhængige alle disse lag er af hinanden – fra instrumenter og måleudstyr til det tøj, vi havde tættest på kroppen.
Når du ikke hele tiden skal kæmpe mod kulden, kan du rette opmærksomheden mod det, der betyder noget: gletsjeren – og de mennesker, du filmer. Tøjet fra DILLING gav os ro og tryghed til at blive udenfor. Og blive ved med at lytte.”
2026: Tilbage til Arktis med DILLING
Filmholdet tager tilbage til Svalbard den 1. februar 2026 for at lave flere optagelser. Vi er glade for, at de også til denne ekspedition har valgt at medbringe DILLING-uldtøj. Vi vil fortsat følge filmholdet og projektet i Arktis.
Dokumentaren “The Song of the Glacier” af Chloé Reymond, medskrevet af Ugo Nanni.
Billeder: Erwan Le Cornec. Dokumentarfilmen forventes i få premiere i 2027.
Udforsk mere
