Tilbage i en human højde halvanden dag senere gør vi status over de to sæt undertøjs formåen:
Begge sæt har fremragende isoleringsegenskaber og respirationen er ligeledes god. Vi har ikke frosset, og selvom vi har været fysisk aktive og har svedt, er fugten hurtigt ledt fra kroppen. Som basislag er de to sæt strålende og kombineret med gode vandrebukser og skaljakker, har det været utroligt nemt og hurtigt at regulere kropstemperaturen afhængigt af omgivelser og graden af fysisk anstrengelse.
Syninger og samlinger i begge sæt er gedigent udført og mærkes ikke ved brug. Produkterne synes robuste selvom elasticiteten er god. Hvad angår pasformen synes det økologiske sæt undertøj at være en smule løsere sammenholdt med skisættet, der sidder helt tæt til kroppen. Underdelen i begge sæt er udført med gylp, hvilket er detalje man sætter pris på, når vandet skal lades midt om natten i 7 minusgrader.
Samtidig er der i ærmegabet til skisættet gjort plads tommelfingeren, således at man undgår at ærmet kravler op ad armen under jakken. Smart! Bevægelseskomforten i begge sæt er upåklagelig og som vi tidligere har været omkring; så føles begge produkter bløde og rare at have på, omend uldfibrene i det økologiske sæt mærkes en smule tydeligere.
At merinoulden har exceptionelt gode varme -og fugttransporterende egenskaber, det har vi nævnt, og at ulden skulle mindske lugtgener, det havde vi hørt om, men at vores uldundertøj nærmest var lugtfrit efter syv dages konstant brug - og det vel at mærke syv dage uden bad! - det kom bag på os.
Donation til teamet
Som en notabene, vil vi slutte med at gøre opmærksom på et forhold, der overraskede os på vores tur op af Kilimanjaro. Nemlig forholdene for de hundredevis af bærere (porters) der hver dag sørger for at bære turisternes tungtvejende bagage samt telte og udstyr fra den ene Camp til den anden under hele turen. Disse (for det meste) unge mennesker, er utvivlsomt de hårdest arbejdende på bjerget, og mens vi andre vandrer mod toppen iført smart, højteknologisk og ergonomisk vandretøj, så er bærerne oftest iklædt almindelige jeans, bomulds T-shirts og udtrådte Converse-sko. Påklædning så langt fra det optimale man kan tænke sig. Det er både dyrt og besværligt at skaffe ordentligt udstyr i Tanzania, og derfor er de arbejdende på bjerget (bærere, kokke og guider) afhængige af donationer fra turister som os. Både i form af drikkepenge, som er en obligatorisk del af deres betaling, men også i form af udstyr. Selv sluttede vi turen med at overdrage vores fantastiske team en god bunke med vanter, uldsokker, huer, termounderøj, halsvarmere og så det undertøj vi venligst har fået til test fra Dilling Underwear.