Vi hos DILLING er stolte over igen at være blevet certificeret med Svanemærket – men hvad betyder det helt præcist for dig, forbrugeren?
De fleste danskere har efterhånden hørt om Svanemærket, men det er nok ikke alle der har sat sig ind i, hvad det helt præcist indebærer. Vi har derfor sat os for at fortælle, hvad Svanemærket helt konkret betyder for vores produktion af økologisk undertøj.
For at man, som undertøjsproducent, kan blive certificeret med Svanemærket er der især 5 ting man skal have styr på – de bliver nemlig grundigt kontrolleret minimum én gang om året:
- Værdikæden
- Råmaterialer
- Farvestoffer og Kemikalier
- Arbejdsforhold
- Holdbarhed
Hvem, hvad, hvor
Svanemærket sætter krav til, at værdikæden skal være gennemskuelig. For os betyder det: at vi ved hvor vores økologiske merino uld og bomuld kommer fra og vi ved hvor og hvordan det bliver henholdsvis spundet, strikket, farvet, skåret, syet, pakket, transporteret og til slut sendt fra.
Ikke økologimærke, men miljømærke
Med hensyn til råmaterialer er det vigtigt at nævne at Svanemærket ikke er et økologimærke, men et miljømærke. Indenfor tekstilbranchen har Svanemærket sat krav til at 10% af råmaterialerne skal være økologisk dyrket. Vi hos DILLING overstiger dette krav, da råmaterialerne brugt til vores økologiske undertøj – bomulden og merino ulden – er 100% økologiske.
Hvad der adskiller os fra andre undertøjsproducenter
I forhold til farvestoffer og kemikalier sætter Svanemærket strenge krav! F.eks. er det ikke tilladt at bruge hverken tungmetaller eller klorbehandling (superwash) i produktionen. Disse strenge krav kommer miljøet såvel som din sundhed til gode, da der i tekstilbranchen findes både hormonforstyrrende samt allergi- og kræftfremkaldende farvestoffer og kemikalier – noget som vi antager, at de færreste ønsker i deres undertøj eller grundvand!
Intet børnearbejde her
Svanemærket stiller krav til arbejdsforholdene for hele værdikæden. DILLING har derfor ikke blot ansvar for at sikre gode arbejdsforhold for de som sidder på hovedkontoret i Danmark, men også for at der er styr på arbejdsforholdende i de andre produktionsled. En af de måder vi sikrer dette på er ved at holde produktionen i EU.
Kvalitetstestet
Vi synes naturligvis selv, at alle disse elementer af vores værdikæde er spændende, men der hvor du forhåbentligt direkte kan mærke en forskel, når du køber vores svanemærkede produkter, er i forhold til holdbarhed. Svanemærket stiller nemlig krav til, at undertøjet skal være slidstærkt med en god farveægthed. Vores økologiske undertøj skal med andre ord holde sig pænt længe, hvad enten det er til mænd, kvinder, børn eller babyer!