Sammen sætter vi igen fokus på astma og allergi

Sammen sætter vi igen fokus på astma og allergi


Traditionen tro donerer DILLING igen i år 20% af omsætningen fra Black Friday til velgørenhed. For andet år i træk støtter vi Astma-Allergi Danmark, som arbejder for at alle berørt af astma og allergi får en bedre hverdag.

Allergiske sygdomme er nogle de mest almindelige kroniske sygdomme, og på verdensplan påvirker de millioner af mennesker dagligt. Alene i Danmark er ca. 1,5 mio. danskere berørt af astma, allergi eller andre overfølsomhedssygdomme og tallet er stigende. Hver 10. skolebarn og omkring 300.000 voksne har astma, 20% af alle skolebørn bliver ramt af børneeksem og hver femte dansker er allergisk over for ét eller flere kemiske stoffer.

Selvom allergiske sygdomme og astma ofte ikke er livsfarlige, kan de medføre forskellige former for irritation, der kan resultere i nedsat livskvalitet.

Arbejdet med astma og allergi har altid været en sag, der har optaget os meget, især fordi vores kunder bærer vores produkter helt tæt på huden.

Som virksomhed har vi også haft allergi tæt inde på livet, da vores farvemester, Birthe Jensen, tilbage i 1980'erne udviklede en allergi over for formaldehyd. Lige siden har vi arbejdet passioneret med at udvikle processer for at sikre en bæredygtig produktion. Det betyder, at du som kunde altid er sikret et produkt, som er farvet uden brug af tungmetaller, tørret udelukkende ved brug af luft og at kradshårene fra dit uldtøj er fjernet ved hjælp af en miljøneutral enzymbehandling.

Til trods for at mange danskere lider af astma, allergier eller andre relaterede sygdomme og at disse kan medføre mange gener, er der utroligt lidt fokus på emnet. Her vil vi, sammen med jer kunder, meget gerne gøre en forskel.

Ved at placere en ordre på vores webshop fredag d. 27. november 2020 donerer vi sammen 20% af omsætningen fra dagen til Astma-Allergi Danmark. Du får, som altid, bæredygtige produkter i høj kvalitet, men samtidig er du med til at støtte op om en god sag og frigive nogle penge til Astma-Allergi Danmark og deres arbejde for en bedre hverdag med astma og allergi.

Vi har spurgt vicedirektør fra Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen, hvordan sidste års donation fra DILLING blev brugt, og hvordan organisationen påtænker at bruge dette års Black Friday donation.


Sammen sætter vi igen fokus på astma og allergi


Hvordan gør jeres arbejde en forskel for medlemmerne af jeres organisation?

Astma-Allergi Danmark arbejder for et bedre liv for alle med astma og allergi og deres pårørende. Vi tilbyder blandt andet personlig rådgivning og vejledning til alle der har spørgsmål til deres astma, allergi, høfeber eller eksem. Vi oplever fx forældre, der ringer ind for at få gode råd til at håndtere kløende børneeksem hos deres lille barn eller rådgivning i, hvordan deres barn med astma kommer bedst igennem folkeskolens idrætstimer.

Vi tilbyder også flere årlige kurser for vores medlemmer med forskelligt fokus indenfor emnet. Her lærer deltagerne om deres – eller deres barns sygdom – og får gode råd til, hvordan de bedst forebygger og behandler. Sidste skud på stammen er vores virtuelle kurser, hvor endnu flere kan få gavn af gode råd og viden fra dygtige læger og sygeplejersker.

Til støtte og hjælp for landets over en million pollenallergikere måler og formidler vi også Dagens Pollental. Og vi driver allergimærkningen Den Blå Krans og Asthma Allergy Nordic, som hjælper forbrugere til at træffe et trygt og aktivt valg i forhold til hudallergi.

Derudover arbejder Astma-Allergi Danmark hele tiden for at sætte politisk fokus på astma- og allergiområdet.


Hvad blev pengene fra DILLINGs 2019 donationen brugt til?

DILLINGs flotte donation fra Black Friday 2019 blev blandt andet brugt til vores arbejde med at give støtte, rådgivning og hjælp til dagligdagen med astma og allergi for alle dem, der har behovet. Vi fokuserer på at give handlingsorienteret viden videre til vores medlemmer og andre borgere, så de derigennem selv kan skabe ændringer i deres liv og leve et trygt og aktivt liv med deres sygdom.

Vi har også brugt en del af donationen fra sidste år til at styrke vores kursustilbud. Til vores kurser samles medlemmerne hvor de, udover gode råd til forebyggelse og behandling, får muligheden for at møde andre medlemmer i samme situation. Dette arbejde understøtter vores ønske om at formidle viden samt at skabe et fællesskab for vores medlemmer.

Vores arbejde tager generelt udgangspunkt i den enkelte persons oplevelse, og gennem vores individuelle oplevelser skaber vi et fællesskab med hinanden. Det er netop fællesskabet, der gør os stærke og giver os den stemme, der muliggør forandring.


Indenfor hvilke områder kan DILLINGs 2020 donation kan gøre en forskel for jeres organisation?

Vi er meget taknemmelig for, at DILLING endnu en gang har valgt at donere til Astma-Allergi Danmark. For udover at bruge pengene til fortsat at styrke vores aktiviteter og projekter, vil samarbejdet forhåbentligt skabe endnu større fokus og mere opmærksomhed på vores sag og arbejde for en bedre hverdag med astma og allergi. Derudover vil en mindre del af donationen blive brugt til videre forskning indenfor emnet.


Mere om Astma-Allergi Danmark

I dag er omkring 1,5 millioner danskere berørt af astma, allergi eller en anden overfølsomhedssygdom, og tallet er stigende. Astma-Allergi Danmark er en patientforening, som arbejder for, at alle berørt af astma, allergi, høfeber og eksem får en bedre hverdag.

astma-allergi.dk kan du få mere information om Astma-Allergi Danmarks arbejde, medlemskab og rådgivning om astma og allergi.