Behind the Scenes – Fotoshoot Efterår/Vinter 2015


Nu er det snart ved at være små to uger siden at vores fotoshoot løb af stablen. Vi skulle her have taget nye billeder af nogle af vores klassikere indenfor merino- og bomuldsundertøj, men også af den kommende kollektion (ja, du læste rigtigt: vi arbejder på en ny kollektion til jer!).

Et fotoshoot er altid et benhårdt, men meget, meget spændende event hos DILLING – og vi giver jer nu muligheden for et eksklusivt smugkig bag kulisserne!
Hvordan forløber sådan en dag typisk? Hvem er med? Hvilke små og store detaljer skal tages i betragtning?

Inden et fotoshoot kan finde sted, skal man naturligvis først og fremmest have planlagt, overvejet og diskuteret hver enkel lille detalje til man er blå i hovedet. Vores vision stod dog hurtigt klar: vi ville gennem disse billeder gerne formidle vores filosofi om naturligt kvalitetsundertøj til alle, fremstillet med omtanke for miljøet og de som skal bære det – store som små. Men hvordan omsætter man sådan en ide til virkelighed? Vi blev enige om at skyde billederne i det fri. For hvor bliver vores undertøj oftest benyttet og sat på prøve? Det bliver det selvfølgelig både når I har det på i hverdagene på arbejde, når I bruger det som hyggetøj på en gråvejrssøndag, men i den grad også når familien skal i skoven, på skitur, ud at cykle eller på legepladsen – altså ved udendørs aktiviteter.

Dagen for fotoshootet blev nøje organiseret for at sikre at alle planlagte produkter kom en tur foran linsen. Selvom man jo som regel kun ender med at bruge en brøkdel af de billeder der bliver taget, så blev der ivrigt klikket på udløserknappen af vores dygtige fotograf, Mingo, hvilket gav os en masse muligheder (så er det eneste problem at vælge mellem alle de fantastiske billeder!).

 

Behind the Scenes – Fotoshoot Efterår/Vinter 2015

 

Med udstyret på nakken drog alle mand ud i den smukke natur her i vores lokalområde ved Herning og slog lejr ved søbredden. Vores skønne modeller Sofie og Tiago blev sminket og udstyret med undertøj. Og så gik det ellers løs. Der skulle prøves det ene outfit efter det andet; roteres og skiftes position. Af og til var der tid til lige at rette makeup’en eller tage en kort pause, inden det igen var tid til at smile til kameraet og sige appelsin.

Det lykkedes os - synes vi i hvert fald selv – at indfange den fantastiske atmosfære fra strandbredden, som fik både undertøj og modeller til at udstråle velvære. Børnemodellerne Laurits, Anna og Signe havde ellers deres sag for, men de klarede det storslående!

Vi takker hele holdet som har stået bag og bidraget til denne spændende og produktive dag. Nu glæder vi os til at de nye uldtrøjer og bomuldstoppe udkommer i flotte, friske farver – og naturligvis også til at vise jer de livlige billeder, som snart vil pryde vores hjemmeside. I kan godt begynde at glæde jer!